Luk alle
Åben alle

Når døden nærmer sig hos et menneske, opstår der ofte usikkerhed og spørgsmål hos de nærmeste.

Hvad kan man forvente i den sidste tid?

Hvilke tegn fortæller, at døden er nært forestående?

I takt med at den syge bliver mere afkræftet, bliver det anstrengende at spise og drikke. Derfor kan der være behov for, at den syge får hjælp til at indtage mad. Det er vigtig at servere den mad, som han/hun har mest lyst til at få, og i mængder han/hun kan magte. Dette må have højere prioritet end ernæringsrigtig kost.

Senere kommer der et tidspunkt, hvor mad og drikke hverken er ønsket eller nødvendigt, da kroppen ikke  længere kan drage nytte af det. Pårørende er ofte bekymrede for, om den syge tørster og har en forventning om, at kunstig væsketilførsel vil lindre. Det vil sjældent være nødvendigt, da den syge krop ikke kan udnytte væsken. Tværtimod kan kunstig væsketilførsel påføre den syge gener i form af væskeophobning og åndenød.

Det kan være svært at acceptere, at den syge holder op med at spise og drikke, også selvom vi ved, at han/hun er døende. Dette er imidlertid et fysisk tegn på, at den syge ikke vil få det bedre. Når den syge ikke længere kan spise og drikke, bliver slimhinderne i munden og på læberne ofte tørre. Det lindrer at få munden fugtet og læberne smurt.

Mange syge oplever åndenød og åndedrætsbesvær, hvilket ofte giver anledning til frygt for at skulle dø med vejrtrækningsbesvær eller en fornemmelse af at blive kvalt.

Angst kan forværre åndenød. Der er mulighed for at lindre angst og åndenød med medicin. Samtidig kan det have stor betydning for tryghed og ro, at der er et andet menneske tæt ved. Tilstedeværelse af et andet menneske kan være en hjælp til at forebygge angst og dermed åndenød.

Åndenød kan give anledning til spørgsmål om, hvorvidt den syge har behov for iltbehandling. På trods af  åndenøden behøver den syge sjældent ilttilførsel. Åndenød kan afhjælpes dels med medicin dels med andre tiltag, såsom god lejring, frisk luft og berøring.

I de sidste levetimer kan der forekomme en højlydt raslende vejrtrækning. Det skyldes spyt og slim i luftvejene, fordi den syge ikke længere er i stand til at synke eller hoste op.

Symptomet generer sjældent den syge som er bevidsthedssvækket, men det kan være ubehageligt for de pårørende.

Stillingsskift og medicinsk behandling vil ofte kunne lindre.

Alvorlig sygdom har ofte påført den syge mange smerter. Den syge og de pårørende kan være bekymrede for, at smerterne forværres uden mulighed for lindring den sidste tid.

Der findes flere måder at lindre smerter på, for eksempel berøring og stille musik. Desuden beroligende og smertestillende medicin.

Smertestillende medicin har altid til formål at lindre og ikke at fremskynde døden.

I den sidste levetid sover eller blunder de fleste en stor del af tiden. Det er et udtryk for, at den døende er afkræftet og derfor gradvist trækker sig tilbage fra omgivelserne.

Det er en naturlig proces og ikke et udtryk for manglende påskønnelse af din omsorg. 

Oplevelsen af at være sammen med mennesker man kender kan give tryghed og dermed følelsen af, at ens liv har været betydningsfuldt, og at man vil blive husket.

I de sidste døgn kan den syge ind i mellem virke uklar og måske tale om hændelser eller personer, der hører fortiden til. Tidsfornemmelsen ophæves. Nogle gange taler den syge i vildelse for så igen at blive klar. Også i denne situation er ro og nærvær den bedste støtte. I nogle tilfælde kan den syge blive urolig, rastløs og forpint, og der kan være behov for beroligende og afslappende medicin. Til sidst glider den syge over i bevidstløshed. Denne tilstand kan vare fra kort tid til flere dage. 

Når døden er tæt på, vil vejrtrækningsmønstret ændre sig igen, og der kan opstå lange pauser mellem vejrtrækningerne. Den anstrengte vejrtrækning kan opleves værre for pårørende end den syge.

Den døendes hud bliver bleg og kølig. Særligt hænder og fødder kan blive kølige og huden kan synes blålig. På dette stadium vågner de fleste ikke op, men sover ind i døden. Det er et vanskeligt tidspunkt for de nærmeste, som skal sige farvel til et nærtstående familiemedlem eller en ven.

Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til hinanden og at udholde stilheden i denne situation. Musik, højtlæsning, sang eller andet, der har betydning for den syge, kan være meningsfyldt. Man mener, at hørelsen er den sidste sans, der forsvinder, så derfor er det af betydning fortsat at tale til den syge.

Du skal vide, at personalet er her for at støtte og drage omsorg for jer.

Sidst opdateret

06.02.2024

Ansvarlig redaktør